Fodboldhold
Oversigt over vores forskellige hold og træningstider
Fodboldhold
I undermenuen finder du alle de fodboldhold, vi i øjeblikket tilbyder i klubben. Her kan du læse mere om træningstider, kontingent og hvordan du kommer i kontakt med trænere og holdledere for den enkelte årgang.
Vores fodboldafdeling bæres af engagerede frivillige trænere, teamstøtter og forældre. Det frivillige arbejde er fundamentet for, at vi kan tilbyde gode og trygge rammer omkring træning og kampe. Derfor er det vigtigt, at forældre og familie er støttende, tålmodige og hjælpsomme, og at man respekterer de rammer, trænerstaben arbejder indenfor.
Den praktiske del betyder også meget for, at hverdagen kan hænge sammen. Vi opfordrer alle til at følge anvisninger om fx brug af KampKlar, og til- og framelde i god tid, så trænerne kan planlægge bedst muligt. Der lægges mange private, ubetalte timer i det frivillige arbejde, og alle vores ildsjæle gør deres bedste for at give børn og voksne en god oplevelse på banen.
Hvis du oplever, at der mangler en årgang til dit barns alder, kan barnet som regel tilknyttes en årgang lige over eller under – eller du kan være med til at starte en ny årgang sammen med klubben. Vi hjælper gerne i gang.
Har du spørgsmål, gode idéer, erfaringer eller forslag, er du altid velkommen til at kontakte klubbens formand eller bestyrelse. Vi sætter stor pris på dialog og samarbejde, så vi sammen kan skabe det bedste fodboldmiljø for alle i Gundsølille.
