00
Håndbold » Klubinfo » Spilleregler - U10
Der spilles efter de Internationale Håndbold Spilleregler med følgende ændringer/tilføjelser specielt gældende for U10/Lilleputhåndbold. I parenteser er der henvisninger til det internationale regelsæt.
1. HÅNDBOLDBANEN
1.1. Håndboldbanen er et rektangel, der er 40 meter langt og 20 meter bredt. I U10/Lilleputhåndbold er banen defineret som tre områder:
        2 målfelter (RØDT område)
        2 tremeterfelter (GULT område) – området mellem frikastlinien og målfeltet
        1 angrebszone (GRØNT område) – området mellem de to frikastlinier
1.2. Målrammens indvendige mål er 178 x 300 cm (nedsænket overligger) (Der er ikke krav om farve, men det vil være passende at integrere pladen med målets farver) (Spilleregel 1)
2. BOLDEN
2.1. Boldstørrelse 50-52 cm. Vægt 290-330 gram (Spilleregel 3)
3. MÅLVOGTEREN
3.1. Det er tilladt målvogteren at forlade målfeltet og deltage i spillet på egen banehalvdel
3.2. Der er ikke tilladt målvogteren at overskride midterlinien
3.3. Såfremt målvogteren udpeges til at udføre et straffekast, sættes regel 3.2 midlertidigt ud af drift. Efter udførelsen af straffekastet skal målvogteren straks returnere direkte til egen banehalvdel og kan derfor ikke erobre returbold fra målvogter / målramme.
4. HVORDAN MÅ BOLDEN SPILLES
4.1. Det er tilladt at forsøge at erobre bolden, når den efter et kast mod mål, returnerer fra forsvaret, målvogteren eller målrammen (spilleregel 7)
4.2. Når et angribende hold har mistet bolden – ved målscoring, målkast, indkast, frikast eller ved forsvarets lovlige bolderobring, - SKAL spillerne straks løbe tilbage til eget tremeterfelt.
4.3. Det er ikke tilladt at forsøge at erobre bolden ved returløb til eget tremeterfelt. (frikast til modstanderholdet)
Kommentar:
Det er hensigten, at et hold efter have mistet bolden skal løbe tilbage til eget tremeterfelt – og derfra iværksætte et forsvarsspil.
Det er ligeledes hensigten, at det angribende hold – begyndende med et målkast – skal i en opbygningsfase, hvor holdspillet er i centrum.
Målvogteren kan frit aflevere til sine medspillere på egen banehalvdel uden risiko for, at holdet mister boldbesiddelse, idet det forsvarende hold skal respektere regel 4.2
Hvis målvogteren derimod uden tanke for at aflevere til en af sine medspillere vil iværksætte et hurtigt kontraangreb – og kaster bolden henover midten, har alle ret til at erobre bolden.
Kommentaren gælder udelukkende målkast, hvor bolden kastes over midterlinien
5. REGELOVERTRÆDELSER
5.1. Opdækning (i forhold til spillereglernes § 8:1 a-d og § 8:2 a-d) er tilladt i tremeterfeltet.
Det er IKKE tilladt:
5.2. forsvarsspillere at bevæge sig uden for frikastlinjen
5.3. forsvarsspillere at erobre bolde uden for frikastlinien
Kommentar: Der skal dømmes frikast til det angribende hold, såfremt det forsvarende hold begår en lovovertrædelse
6. PROGRESSIV BESTRAFNING
6.1. Kastes bolden væk efter en ulovlig erobring ved returløb, skal der idømmes en progressiv bestrafning (spilleregel 16)
Kommentar: Det er vigtigt at vurdere, om forseelsen alene sker af spilleren – eller på opfordring af holdofficials
6.2. Der skal IKKE idømmes nogen progressiv bestrafning, såfremt spilleren – der uretsmæssigt er kommet i boldbesiddelse – straks lægger bolden.
7. PASSIVT SPIL
7.1. Såfremt det angribende hold IKKE selv kan ændre spillestil fra opbygningsfase til afslutningsfase, kan det komme på tale at anvende varskotegn. Men inden skal der være en kontakt til det angribende holds official ”A” med opfordring om en indsats fra udskiftningsområdet.
8. SPORTSLIG OPTRÆDEN
8.1. Holdofficials og spillerne er forpligtet til at have et grundigt kendskab til spillereglerne og anvende dem i sportslig ånd og på sportslig måde
Kommentar: Det påhviler officials at optræde værdigt og være et godt forbillede for børnene. Såfremt dette IKKE respekteres, SKAL dommerne anvende progressiv bestrafning.

 
Vedtaget af DHF’s bestyrelse 6. juni 2005
Ligeledes godkendt af DGI, Håndbold
Gundsølille Skytte Gymnastik og Idrætsforening | Store Valbyvej 248 A, Gundsølille | 4000 Roskilde